HammerichEtLevnetsløb

150

Det er et af de få selskaber, der altid ha r gået så at sige af sig selv, uden de sædvanlige kampe på general­ forsamlinger og alligevel til medlemmernes fulde tilfred s­ hed; udgivet ha r det en række kirkehistoriske skrifter og samlinger. Men det bæres også af dygtige, arbejds- lystne mænd, navnligt af dr. L. Helveg og dr. H. Rørdam. Da professor Stephens kom til København og fik sæde i selskabets styrelse, gav han os et godt rå d ; vi skal bære os ad , sagde h a n , som man gør i England, rejse omkring i landet og holde offenlige møder med foredrag. Vi henvendte os derpå til professor Høyen, sådanne m ø d e r lå lige på hans vej, og han greb til med begge hænder. I en række år har vi nu holdt dem én gang, to gange i -en stor del af Danmarks mærk­ værdigste kirker; glanspunktet var Høyens foredrag, der­ til sluttede andres sig og kirkekonserter, små udflugter. For omegnen blev sammenkomsten, d e r . gærne tog et pa r dage, til en sand fest. Det andet kirkehistoriske møde holdtes 1856 i dom­ kirken i Slesvig, og da de nye sydslesvigske præster indfandt sig ta lrig t ved det, bragte min ven fra krigen, pastor Høyer-Møller, et vigtigt æmne på tale. De fleste danskfødte præ ster havde gjort en ende på det liturgiske uvæsen og genindført det gamle ritual, hvor sakram entet kommer til sin re t; og i kirke og skole blev Dansken i alt fald ikke længer ringeagtet og stillet i skamme­ krogen. Men de følte sig så ene, blev tit miskændte selv af Danske og trængte derfor i høj grad til opmun­ tring. Den vilde de efter hans mening bædst kunne få gennem årlige sammenkomster her nede, hvor præster fra kongeriget mødtes med dem , og lægfolk heller ikke var udelukkede. Hvad Høyer-Møller foreslog, fandt almindelig til­ slutning, og vi har holdt en del sådanne s l e s v i g s k e k i r k e m ø d e r , indtil krigen brød løs; jeg blev valgt til