HammerichEtLevnetsløb

151

formand, og i førstningen mødte præsterne fra konge­ riget re t godt. Ulrik Boesen, nu biskop i Sønderjylland, så im idlertid skæft til os og lagde de hindringer i vejen, han kunde; men departementschef Regenburg støttede os godt, den stille mand, der under de skiftende mini­ stre holdt sin hånd over den danske sag i Sønder­ jylland. Jeg lærte her at kænde ikke få dygtige og nidkære præ ster, blandt hvilke jeg må fræmhæve pastor Graae, stifteren af den danske borgerskole i Flensborg, og provst Aleth Hansen, den senere kultusminister; ■ begge elskede folket og gik fuldstændigt ind på dets tanke­ gang, så man endogså jævnligt hørte Sønderjydsken gennem Hansens prædikener. Vi præster fra kongeriget lod os nu føre rundt i de sydslesvigske danske skoler, overhørte børnene, samtalede med dem og fandt dem i regelen bædre underviste end i kongeriget, også mere opvakte, noget der gærne viser sig hos grænseboere. Og med alt det var de muntre og frejdige. Dansken ha r en dyb rod i disse, kun på overfladen fortyskede egne, og de små lærte hvad der skulde læres langt lettere på dansk end på højtysk; det måtte selv Sles- vigholstenere indrømme. S tø ttet på egen erfaring, kunde jeg altså tage til genmæle — det skete på tysk — mod et skrift af pastor Schrader i Kiel, og i „Fædrelandet1" lige som professor Clausen et par gange meddele oplysninger om den sande tilstand og indstændigt advare mod flytning af sproggrænsen. Det var ikke andet end hvad jeg skyldte mine venner i syden. Disse sønderjydske rejser brugte jeg ellers også til at gense Nolde, min moders fødeby. Hendes broder ældedes, var i øvrigt Slesviger af den gamle stok, hans ældste søn, svoger til en af de afsatte præster, hældede derimod til den slesvigholstenske side.