HammerichEtLevnetsløb

6 8

Arbejdet med salmerne førte mig ud til F. F e n g e r s præ stegård i Ljunge ved Sorø. Hos ham så jeg et åndeligt liv i Sælland, som mindede om det i Starup, og dog var der kændelig forskel; den lå i Fengers p e r­ sonlighed. Åndrig vil jeg ikke kalde ham, derimod sjæl­ fuld, trofast, hjærtelig, altid oppe til sang og tale, så man følte sig såre vel i hans næ rhed; for sine bønder kunde han gøre alt, og dér stod landsbypræsten da for mig i den ædleste skikkelse. Han havde og særligt ævne til a t omgås med sine små, en hel flok, og under­ vise dem; undervisningen blev næsten en leg. Kom han ind, flokkedes de om ham , legede titit under faders slåbrok og sang imens med de klare barnestemmer, så man kunde høre det over hele gården. En lille mil herfra bode I n g e m a n n , de to men­ nesker var glade ved hinanden og kom tit sammen. Hvor var Ingemanns vinløvrankede digterbo ved Sorø sø ikke yndigt med det dæmpede lys i stuerne! Billed- hængt inde fra øverst til nederst, i høj grad hyggeligt, nå r man bare lod det blive ved det almindelige indtryk af en billedsal og slap for nøjere a t tage m alerierne i øjesyn. Og nu digteren selv med de lange sølvgrå lokker, hånd i hånd med sin ungdoms b r u d ! Der var sandelig noget af Filemon og Baucis i den hytte, trods fruens malerier. Man skulde lede vidt omkring, før man fandt en sådan fordringsløs, elskværdig, underholdende mand, lige gæstfri mod guder og mennesker. Så fortalte han, og jeg h a r sjælden hø rt nogen fortælle med det liv; så disputerede han , indlod sig på et eller andet mere dunkelt p a rti af kristendommen, dødsriget, en omvendelse efter døden, opstandelsen. Han havde sine egne fore­ stillinger, og de gamle lutherske teologer vilde kaldt dem kæ tterske, han fantaserede også gærne på digtervis. „Hvert menneske,“ sagde han bland t andet, „har sin karak téralder, nogle er evig unge og andre evig gamle,