HammerichEtLevnetsløb

67

ledede nu og dets forhandlinger. Her mødtes dygtige præster fra Sællands stift to gange om året, blev sammen fra morgen til aften, undertiden endog i flere dage, og levede sig godt ind i hinandens tankegang. Samlivet, domkirken, de skønne, minderige egne gjorde sit med dertil. Præsterne kom fra højst forskellige hold, kun ikke det egenlig rationalistiske. Jeg skal blot nævne nogle af de mere fræmragende: stiftsprovst Tryde, dr. Rothe fra Vemmelev, Pram-Gad, Plum, Buchholtz, Zeuthen, lidt senere også B lædel; P. Kierkegaard, som nu var præst i Pedersborg, Busk og af og til F. Boisen. Dagens teo­ logiske og kirkelige æmner afhandledes, det kunde da gå skarpt til som ved et dystridt, dog blev broderskabets regler overholdte, og blot en enkelt gang var Zeuthen i sit hastige sind nær ved at gøre brud på dem. Ingen hørte man heller tage ordet end P. K i e r k e ­ g a a r d , især når en ytring fra modsat side havde bragt ham i ånde. Til udgangspunkt valgte han tit en mindre vigtig genstand, men før man så sig om, stod han over for de store spørgsmål; da flød talen, fuld af dialektik og åndrighed, som en ustandselig strøm og fængslede alle, enten de så var for eller imod ham. Mig tjænte disse møder til stor oplivelse, jævnligt tog jeg del i for­ handlingerne, og havde jeg i andre henseender haft det bædre som præst i Jylland, lærte jeg nu også at skønne på de goder, Sælland kunde byde. Konventet var på veje til at blive en åndelig magt, hvad så mange dygtige mænd bar fræm, enedes om og satte igennem her ude, kunde ikke lades hélt uænset af styrelsen. Dets holdning var overvejende frisindet og derfor slet ikke til måde for Mynster, der stod stift på det gamle, men nu måtte se selv sine venner smittede af reformens. ånd. Han udtaler sig herom med skarphed i sine „meddelelser“.

5*