HammerichEtLevnetsløb

56

have truffet sit valg, og det, jeg den gang traf, h a r al­ drig siden angret mig. Hauch fortæ ller om sin livsgang, gennem videnskaben til poesien, min gik i den modsatte retning, gennem poesi til videnskab. Alt hvad jeg levede med Nordfolket i disse dage kunde kun styrke det trufne valg, og nu indflettede nu­ tiden sig først med magt i m it levnets historie. K r i s tj an d e n o t t e n d e var en fredens mand, og ikke des mindre blev hans regering fuld af kampe; ti en ny tid kæmpede med den gamle, og kampens bulder vakte de ånder, som ikke lod fem være lige og nøjedes med æstetik, korsarens vittigheder og lystighederne i det nyligt åbnede Tivoli. F rihedens og Nordens sag skred fræmad, skattebevillings­ ret stod på dagsordenen tillige med bondens frihed og Sønderjyllands frelse; fra alle Danmarks lande mødtes de på Skam lingsbanken, og fra alle Nordens lande i København. Dette københavnske s t u d e n tm ø d e hører til mine store dage. Arm i arm vandrede nordiske ungersvende en solklar junidag 1845 langsomt i festtog gennem gaderne; faner vajede, sangen lød første gang: „længe var Nordens herlige stamme“, og fra vinduerne regnede blomster ned. På Frederiksberg bragte de en aftenstund Oehlenschlåger sin hyldest, mens nattergalen sang omkaps med dem. Hjærterne havde fundet hinanden. Aldrig før har jeg mere levende følt, hvad folkeånd er, og a t der er ånder og magter til, som kan åbenbare sig. Det var mig, som så jeg N o r d e n s å n d fare ned over klyngerne og hørte suset af dens mægtige, indviende vinger; jeg kunde ikke holde tåren tilbage. Også Grundtvig blev reven med, og på Skamling, ved studentfesten, i skandinavisk sel­ skab tråd te han op ved Clausens side; i dem begge var der et varm t nordisk hjærte. Men hvor hård en kamp stred ikke den vågnende folkeånd! Onde indskydelser fik magt i den velvillige konges råd , Slesvigholstenere sad på de høje stole,