HammerichEtLevnetsløb

53

hedslivets dybder, der mægtigt lyder og bar grebet så mange. Men enensom, overspændt kristendom, trykkende tungsindig, fuld af vildfarelser og lovkrav og bitter mod samfundet, kunde jeg ikke bruge; dertil var min natur for historisk. I førstningen af mit ophold i København syslede jeg endnu med d i g t e r s k e æmner og skrev ikke få større og mindre digte. Det var jeg kommen alt for stærkt ind på i S tarup , hvor videnskabelig syssel vanskeligt kunde trives. Tvende af digtene blev nu udgivne, „G u stav A d o lf i T y s k l a n d “, der skildrer kampen mellem pro­ testantisme og katolisisme, og „ T h o r v a ld s e n “ ; hans mageløse museum, hvor jeg dagligt færdedes, mens det voksede fræm, hans død og jordefærd som en konges havde gjort et stort indtryk på mig. Især Gustav Adolf blev med ros omtalt i vore dag­ blade og genstand for en længere resension af en sag­ kyndig, uden dog ret at vinde indgang i læseverdenen. Ingemann dømte om det, „det er et godt digt, men for filosofisk, for lærd og vil næppe blive forstået“. Nogle ytringer af Rudelbach om min skribentvirksomhed i det hele bragte mig alligevel ved samme tid til en dristig plan: jeg vilde oversætte det på tysk. Han kunde imid­ lertid ikke skaffe mig forlægger. Da følte jeg mig med ét atter, som i ungdommen, h j e m s ø g t af tv iv l om, hvor vidt mine ævner rakte; ad digtningens vej trængte jeg i alt fald ikke endnu igennem, det kunde umuligt dølge sig for mig. Og hvad er da grunden hertil? spurgte jeg. Til digter hører andet og mere end at have noget digtersk i sin natur. Jeg kan ikke synge let og frit som fugl i skov, det koster arbejde, en mindre heldig omstændighed, når måske også læseren mærker til det. At skrive et digt, som um iddelbart fandt genklang hos alle, har jeg ikke forstået. Jeg overvældes af indholdet, og det hele bliver for alvorligt og tungt, da jeg ikke har det skæmtende