HammerichEtLevnetsløb

41 med på mig, så jeg stemte tonen ned og ikke længer var højrøstet. På den vis lod sagen sig jo også tage. Nogen nægtelse eller udflugt prøvede han slet ikke på, „a kommer da til Viborg,“ sagde han, „a har it for- tjæ n t ’et bædre, Gud hjælpe min kone og børn!“ Jeg spurgte ham, hvorfor han ju st havde valgt min gård til indbrudet. Det vilde han længe ikke ud med, endelig svarede han: „præsten gav mig et så ringe skudsmål, lav a flytted fra sognet, og så var det denne her grube­ kedel, den var så køn.“ Derpå sad han atter en stund stille og langede sagde han med ét. Omsider kom opbrudet, konen hentede en frakke og gav ham den på, knappede den godt til. „For koldt er ’e t,“ sagde hun, „og så far vel, Jens, og tak for sidst!“ „Det skal du selv ha’,“ svarede han og bød farvel også til børnene, der græd og hulkede. Konen vendte sig til mig og tø rrede sine øjne: „Gud velsigne Dem, herr magister! Bed så en god bøn for mig og mine børn og vær it for hård ved Jen s!“ Det sagde hun med virkelig følelse, og den lå i grunden til bunds over alt, hvor løjerligt det end tog sig ud. Han havde spurgt mig, hvordan jeg ham, og det spørgsmål gjorde mange i sognet sig; nu var det da k lart nok, jeg kunde mere end mit fadervor. To koner stod og snakkede derom, den ene tvivlede: „å, sig it det,“ sagde den anden, det tror a ham retten godt til, han kan og hverre (forvirre) syn!“ Og så for­ talte hun, jeg havde bundet tyvens kone, at hun ikke en gang kunde skære i den stjålne ost. kom en karl fra et fremmed sogn til mig og stod og drejede så underligt på det, at jeg slet ikke vidste, hvad han v ild e ; han snakkede om „skarns folk, der havde gjort ham noget ved“, om „snavs videnskaber og gamle kun ster“. Til sidst slap det da ud, om jeg ikke „var dog h itte m ig?“

til fadet, „men hvor kunde magistere

havdehittet

Nogeteft