HammerichEtLevnetsløb

34 en grøft, lied det: „en skulde snart tro, te den præ st havde studeret med til b erid er!“ Jeg kom meget omkring, egnen og alle de men­ nesker, jeg stod i forhold til, lokkede mig jo ud. Navn­ ligt blev Vejledalen med alle sine sidedale gennemrejst på krys og tværs: de næsten højtidsfuldt ensomme hede­ bakker med fåreflokke og vældige gule skrænter, neden for hvilke åen skummer af sted mellem stene; skov­ klædte dalfører, i hvis dybder et møllehjul gærne k lap rer; fjordudsigterne, noget af det skønneste i Danmark, mens yppigt voksende kristtorn vække minder om Syden. Jeg sæ tter her et digt hen „mellem lyngbanker“ ; det ud ­ trykker den stemning, jeg kom i på hederne, mens min svoger malede studier derude. Se, himlen hvælves kold og mørk hen om den brune hedes ørk, hvor bankerygge kæmpelig

langs åens bredder højne sig! F ra heden kommer vinden sval, vildt bølgen danser i sin dal, og mellem bankerne så spredt til græsning hjorden ha r sig bredt. O Herre, så din fødeshjord er spredt mod syd og øst og nord, rund t om i verdens vilde ørk og under himlen, kold og mørk! Så sparsom t vokser græsset her og ulve lure fjærnt og nær, og mangt et får, o Jesu mild! dog vanker mellem lyngen vild.