HammerichEtLevnetsløb

35 Ak, dine hyrder slumre nu, de stå ej kækt mod fjendens gru, de glæmme det vildfarne får, de heler ej det slagnes sår! Men, Herre Jesu, hyrde god, der købte hjorden med dit blod, skærm selv den med din trofasthed og vederkvæg den med din fred! Indtil du ved din ånd og ord os alle samler af din hjord, på paradisets grønne vang, ved livsens flod, til engles sang!

En yndlingsplet var studerekamret mig, der var væld under gulvet og fuldt med mus, og alligevel kunde jeg ikke undvære det. Det h i s t o r i s k e æmne, der måtte ligge mig nærmest, var mine so g n e ; jeg samlede derfor flittigt ind til en skildring af dem, egnen, folket, sproget, som jeg dog aldrig blev færdig med. Jeg var også lid t angst for at skrive noget, der kunde komme til a t ligne „lægdsmandsgården i Ølsemagle“. I mine sogne fandtes oldtidsminder, en række kæmpe­ høje, ligesom en hel dødningemark på landryggen langs med S tarup- og Almindeå. Dér var skanser, rimeligvis fra Kristjan den fjærdes og femtes tid, minder om gamle herregårde og en kongsgård, Nygård, og om tiden, da en del af S tarup havde været rytterdistrikt, hvoraf lands­ byen B rakker (barakker) bærer navn. Endelig også sagn om Marsk Stig, Svenske og Polakker, ødegårde og ulve, nisser og troldtøj. Og arkiverne i Vejle, hvor jeg første gang kom i lag med gamle håndskrifter, skaffede mig præstehistorier 3*