HammerichEtLevnetsløb

33

\

strak s!“ Så havde min biskop tilrådet mig med fader­ ligt sind. Om jeg altid fulgte det gyldne råd og i det hele in tet undlod af hvad der pålå mig som verdslig æmbedsmand, står for mig rigtig nok som et stort spørgsmål. Kaldet var godt, når' alt først kom i orden, og jeg savnede intet, jeg behøvede derfor heller ikke a t være nøjeregnende med indtægterne. Hvad man ydede, tog jeg imod, men krævede ikke nogen, når han ikke kunde svare sin skyldighed, og mindede aldrig om efterstand med offeret; det kunde bonden godt lige, degnene mindre godt. P å samme vis har jeg siden i mit liv båret mig ad og kunnet bære mig ad, det ligger nu en gang så i min natur. L a n d l i v e t har, som man véd, ikke lidet, der til­ trækker mig. Min præstegård, Svanholm, efter sagnet et gammelt munkebo, lå i en lavning mellem moser og ikke kønt, haven var kun ringe, med sur jord og hele skove af skræpper; dog så såre man kom over bakken, havde man en tækkelig egn for sig. Gården var yderst brøstfældig, jeg måtte da i lag med ombygningen af det hele, der voldte bryderier nok, og alligevel blev jeg ikke nær færdig dermed. Eget hus og jord satte jeg ikke den pris på som andre, og jorderne blev bortforpagtede, noget, som ju st ikke huede bønderne. Men en hønsegård havde vi og et par damme lige ved gården fulde af gæs, dem havde min kone og jeg glæde af; dér kunde jeg stå og sætte mig ind i dyre­ livet, som Andersen så mesterligt skildrer i sine æventyr. Så mine heste! Jeg holder af at køre og ride rask, m åtte også tage mod mangen sjoydig ytring derom af de hestekære Jyder. Når jeg i skarpt trav for om ved dem til vogns, kunde jeg høre en og anden sige: „å, han er godt kørendes, men det er og retten strenge for de sølle bæ ster“ ; satte jeg, for at skyde genvej, med hesten over 3