HammerichEtLevnetsløb

31 elskede Norden. Hvorledes en kristelig vækkelse næsten vidunderligt kan lukke op for alle gode ævner i men­ neskenaturen, havde vi selv oplevet og set stadfæstet af historien og det daglige liv. At bringe det dertil, stod for os som en præsts rette opgave. Og nu gav de mig gode råd i mangt og meget og styrkede min tro på fræmtiden. Den er ikke heller bleven skuffet; varede det end en rum tid, inden pietismen rund t i landet gav efter for et friere og sundere livssyn, det skete dog, også hos de mennesker, mellem hvilke det en tid var givet mig at virke. Men da var jeg ikke længer hos dem. Hin tid af mit liv er den, hvori jeg har smagt mest til folkeyndest, ti, som Monrad træffende har sagt, „det er os det samme, hvad al verden siger, når bare de roser os, med hvem vi spiser til middag“. Skønt jeg ikke som taler har det, der river tilhørerne med sig, kunde jeg dog fylde min plads, og omstændighederne var så ualmindeligt heldige på denne egn. Kredsen var vist nok snæver, en afkrog af landet, men har Cæsar ikke sagt: „heller den første i en lille by end den anden i Kom?“ Og her var jeg den første, hvor lokkende for en stolt n a tu r? Også jeg har erfaret de f r i s t e l s e r , den yndede præst er udsat for, de er åndige fristelser og derfor dobbelt farlige. Da gælder det om at tage alt vort eget fangent under Kristi lydighed, at prædike for sig selv, stå på vagt imod fristelsen af tilvante, gudelige talemåder, ikke tro sig god, fordi man kan tale Herrens gode ord, og ikke stor, fordi Ånden for menighedens skyld lægger evigt store ord på vor tunge. Først og sidst kamp med sig selv! I eder selv påminde, som tugte med Guds ord!