HammerichEtLevnetsløb

29 kone gik med sit hår, som hun var vant til, og at ingen mere forargede sig derover. Når jeg talte om naturens skønhed, kunde de føle sig stødte tilbage. På sædvanlig bondevis så de der ude stude og heste, kvæg og får, korn og hø og brænde, og ikke sto rt andet; „om skaberen og naturen,“ hed det, „prædikede jo alle verdslige præster.“ Jeg kunde da vise dem en grøft med røde valmuer, en krans af korn­ blomster og spørge, om her ikke var mere end Salomon i al hans pragt, og om Gud ikke var også skønhedens Gud. E ller jeg slog den 104de salme op og forelæste dem et stykke som: du lader kilderne flyde ud i bække, som sno sig mellem bjærgene, kvæge alle markens dyr Det bad jeg dem huske vel på, når de sad ved en bæk. Og de følte sig slåede og tav. Mit standpunkt lige over for pietismen stod fast nok, ti jeg havde tillevet og til­ kæmpet mig det. Men jeg var varsom, hvor jeg måtte gå dem imod, måske alt for varsom; jeg vilde ikke miste det hold, jeg en gang havde på dem, og så længe muligt udsætte den afgørende kamp mellem mit livssyn og deres. Komme måtte den, det kunde jeg forudse, og den var kommen, hvis jeg havde blevet i Starup. Derfor undgik jeg også helst kildne spørgsmål, som om en omvendelse efter døden; desuden havde jeg indprentet mig Bengels advarsel mod „at sladre Gud af skole“. Alligevel kunde vi tørne sammen dygtigt, og jeg for op. Det tog Jyderne imidlertid, efterhånden som de lærte at kænde mig, med megen rolighed; de vidste, at, som de sagde, „den hund it bed dere få r“. og slukke skovæslernes tørst. Yed dem bygge himlens fugle, som kvidre inde mellem grenene.