HammerichEtLevnetsløb

25 Noget efter rejste han på manges vegne til biskop T a g e M ü lle r i Ribe, en ungdomsven af fader og en selv med sine små særheder såre elskelig mand, hvem jeg skylder meget. Müller havde intet mod bytningen, ytrede endog, den kunde have sine gode sider, men det blev alligevel ikke til noget med den, vist nok især fordi jeg var så tilbageholdende. Johan Bertelsen, Jens Hen­ riksen, smeden, alle mine venner i Starup glædede sig ved det udfald af sagen, de havde en tid ikke været uden frygt. Smeden var for alvor vred på Hjarupperne og sagde dem: „de kændte nok ikke til det bud: du skal ikke begære din næstes hustru I“ Mig sendte han et ikke ueffent allegorisk brev om ekserserskolerne i Nestved og Slagelse, der vilde bytte skoleforstandere: „og skulde man så ikke gøre dem i Nestved opmærksomme på sagen, da mig synes, de ikke selv ænse, at det kunde være til deres tab, om byttet skete. Så vidt jeg véd, kan deres modstand forhindre omskiftningen.“ En dag tog vi over til Niels Thomsen, og de bad mig, da endel mennesker havde samlet sig, at sige dem nogle ord til o p b y g g e ls e . Hvorfor skulde jeg ikke det? I åndelig forstand var det jo mig, der var deres præst, for en høfligheds skyld sendte jeg imidlertid pastor Find først underretning herom. Ikke des mindre blev han meget vred og klagede til biskoppen, som derpå tilskrev mig. Sagen var mig i grunden ikke uvelkommen, ti den vedrørte et hovedspørgsmål af stor rækkevidde, præstens re t til „i tide og utide, hemmeligt og åbenbart at for­ kynde evangeliet.“ Til disse skriftens ord, der lyde for­ manende ved enhver præstevielse-, holdt jeg mig i mit svar til biskoppen, derpå grundede jeg min ret og pligt til at gøre, hvad jeg havde gjort, og krævede sagen ind­ sendt til kanselliet.

j