HammerichEtLevnetsløb

20 Men udkastet til et nyt ritual fik heller ikke videre følger, og deri var ikke Grundtvigs „frisprog“ alene skyld.

Det varede naturligvis ikke længe, inden f o r - s a m l i n g s f o l k e n e her ovre fik spurgt om den nye p ræ st i S tarup. Så kom én vogn fuld af dem fra Vonsild og H jarup og så en anden fra Grejs til kirke hos mig, og de kom atter, fordi de hørte en forkyndelse af ordet, de kunde være til freds med. En dag, da tjænesten var end t, og jeg gik hjem over engene til min præstegård, trå d te en meget livfuld, høj, bondeklædt Fynbo mig i møde, som sædvanligt hyllet ind i tørklæder om halsen, så man kun halvvejs så ansigtet; han trykkede min hånd. „Og nu skal De have så mange ta k ,“ sagde han med et smil. „Ja, jeg h a r hø rt om Dem i Kolding hos denne verdens børn, og det, jeg hørte, var slet ikke godt. Men så tænkte jeg ved mig selv: der må dog vist være noget ved den mand, siden de er så farligt vrede på ham! Og for nu a t sige Dem, det ikke var løgn, jeg tænkte, derfor ser De mig h e r!“ Det var den meget om talte lægprædikant Peder Larsen S k r æ p p e n b o r g , den gang sad han, trods al sin naturlige munterhed, dybt inde i pietismen. E fterhånden blev S tarup et sam lingssted for de op­ vakte på Østerlandet fra Horsens og ned til Kristjansfelt, ja selv fra det vestlige Fyn; sådan dyrtid var her endnu på en evangelsk prædiken. Dér var gårdfolk, småmænd, tjænestefolk imellem hinanden, ti skønt gårdmanden på landet ellers gærne er stiv aristokrat, havde den fælles tro dog nedb rud t skillevæggen. Deres hovedledere var N i e l s T h o m s e n , en velhavende bonde fra Hjarup, og den senere folketingsmand J e n s J ø r g e n s e n fra Grejs. De var først i min kirke, hvor adskillige af sognets folk ikke med de mildeste blikke så på disse „udensogns“,