HammerichEtLevnetsløb

18 Guld lutres, når det gløder, ved kors en kristen sjæl, derfor når modgang møder, får først min ånd det vel. Og snart det går til ende, snart løber glasset af, snart svinder min elende, snart åbner sig min grav. En håndfuld muld skal lukke min tårekilde til, når Herren mine sukke af nåde høre vil. Men hisset skal med palmer jeg for Guds trone stå, hvor glad skal jeg med salmer blandt Assafs troppe gå! Ti da er sorgen svunden, bortsmeltet er min nød, for korset kronen funden, jeg vandt ved Jesu død!

Smedens bøn blev hørt. Sygdommen tog til, så kunde han ikke forlade sengen mere, men lå dér frejdig og gudhengiven, „jeg er re d d e t“, sagde han, „som en brand af ilden“ ; syndsforladelsen havde han tilegnet sig helt og fuldt og ængstedes ikke af nogen tvivl. „Min sjæl, lov Herren, og alt hvad i mig er hans hellige navn“, det var hans daglige lovsang. Den 'tak, han bragte mig med et næsten forklaret blik, da vi sås sidste gang, er af de ting, som aldrig kan glæmmes. Des værre var jeg fraværende i en æmbedsgærning, da han døde, kun min kone sad ved sengen og hørte hans sidste suk. Hans liv som omvendt og hans død havde været et vidnesbyrd langt vægtigere end alle mine ord, med fuldt hjærte kunde jeg derfor skildre det ved jordefærden og bringe