HammerichEtLevnetsløb

17 om de lystige indfald, der havde gjort hans nærværelse ved gilderne til næsten en nødvendighed; „ja, klø du kuns på, Johan“, hed det. Havde en drukket over tørsten, straks var han på færde. Så strøde han dem frøer, hakkelse, peberkorn i maden; så lovede han en i den tilstand at bringe ham til sengs til konen, og ledte ham derefter ind i svine­ stien. Svinet gryntede, „hvad er ’et, hun siger?“ spurgte den fulde, som var tunghør. „Å,“ sagde han, „hun siger ito (et udråb), te I skal tage jere klæder af!“ „Og er ’et it sært, herr magister,“ kunde han føje til, „der er slet ittige nogen anger over mig, når a tænker på de ungdomsdårligheder. Hvoraf kan det komme, er det let­ sindighed?“ E t par år levede vi således sammen, da begyndte han a t blive sygelig. Den sidste juleaften, han sad hos os, var han usigeligt glad; der var en del flere med til stede, og min kone spillede Brorsons salme: hvor er det godt at lande. Alle sang, tårerne trillede ham ned ad kinden: „ja, hvem der først var landet der oppe! Lille frue, bed en god bøn for mig, at det må være min sidste ju l h e r!“ Han kunde også nogle gamle kønne vers, som han havde stor trøst af, dem bad jeg ham skrive op for mig, og han gjorde det; her er de. Så lad kun glasset løbe og tiden rende bort, som var den kørt med svøbe, det gør mig pinen kort!

Sagtmodig vil jeg tåle alt hvad mig går imod, hvad verden vil imåle af beskt for kød og blod; at troen ikke falder, om den forfølger mig med had og svig og skvalder, med løgn så lumskelig.

2