HammerichEtLevnetsløb

11 frelseren. Måske løb en smule forfængelighed med deri, at være ligesom hjemme hos præstens, var for dem jo noget stort. På den anden side måtte de imidlertid også høre en del derfor, den ene piges fader, ellers en småmand, stod sin datter hårdt imod, „hun skulde da it bli’ hølle!“ Men hendes lille sjæl var lige så fast, som den var blød og elskelig. Det var nogle af de første frugter af min virksom­ hed, jeg fik a t se, derfor er mindet om dem mig dobbelt kært. Siden, da de små voksede til, har de begge været i vor tjæneste, den ene fulgte med til København og blev hos os et års tid; og ingen af dem glæmte den tid, „de gik til præst sammen og hørte de mange gode ord“. Den ene blev gift med en brav skolelærer, den anden også godt gift med en bonde, og brev fik vi nu og da i længere t i d ; nu er en af dem gået bort. E t træk til må jeg meddele om hende, som endnu lever. E t par år efter at jeg havde forladt Starup, kom et brev til min hustru fra hende med penge. „Hun havde,“ skrev hun, „båret på noget i år og dag og kunde ikke længer tie med det.“ Da hun ved min af­ rejse hjalp med at pakke tøjet sammen, havde et hånd­ klæde, min kone jævnligt brugte, stukket hende i øjnene, så hun fik sådan lyst til at eje det som minde om os; hun modstod heller ikke lysten. Tit havde hun siden taget det fræm og set på det, men, fuld af angst, puttede hun det gærne straks ned igen i sin kiste: „du har været den utro tjænerinde,“ sagde det inden i hende. „Turde jeg dog beholde det,“ sagde hun til sig selv, „så vilde jeg så gærne! Bare lidt endnu, bare en måned, en uge!“ Og hun bad til Grud derom. Samvittigheden lod hende im idlertid ingen fred, det brændte på den, synd var og synd blev det alligevel, og hun vidste snart ikke, hvor hun skulde gøre ad sig. Da sendte hun min kone brevet med to rigsdaler i som godtgørelse, og en inderlig bøn til vor Herre og os om forladelse „for den store synd ‘.

V