HammerichEtLevnetsløb

373 Jeg dulgte mig ikke, hvor let det kunde komme til sammenstød af en frisindet, kristen æmbedsmands og borgers forskellige pligter. Men turde jeg af frygt her­ for holde mig tilbage fra et kald, hvorhen dog hele min åndelige udvikling syntes at pege? Turde jeg ikke langt snarere håbe på en nådig styrelse, der vilde åbne mig udveje og bære min svaghed gennem alle "vanskeligheder, så byrderne ikke blev for svare? I dette håb fandt jeg hvile og kunde „med frygt og bæven“ aflægge ederne, „med frygt og bæven“ træde i min Herres tjæneste! Og jeg er ble ven båren over vanskelighederne, om jeg end mangen gang følte trykket og atter blev urolig. Straks efter min kaldelse til Starup var det, G r u n d t­ v ig på ny tråd te i statskirkens tjæneste, som præst ved V a r to v . Han havde altid følt halvheden i en præsts stilling, der ikke tør døbe, ikke tage til alters, ikke vie eller konfirmere; det helligste fattedes i hans menighed. Nu forestod desuden hans egne børns konfirmation, og Vartovs præst havde en særstilling, som tiltalede ham meget, han var jo halvvejs fripræst. Altså søgte Grundtvig kaldet, da han først var sikker på, man vilde give ham det. Jeg var til stede i dette, for den danske kirke vigtige øjeblik, da han indsattes i æmbedet; han havde også budt mig til middag på indsættelsesdagen, og atter her kunde jeg glæde mig over det venlige forhold mellem ham og stiftsprovst Tryde. Således var den endnu altid truende søndring i kirken undgået; det var et trøstefuldt varsel, inedgivet mig til den gærning, der nu skulde blive min.

Hermed er min ungdomskistorie færdig, levet har jeg et ungdomsliv med alle dets håb og drømme, smelter og længsler, og „hvad vi leve, det ere vi“. Jeg har