HammerichEtLevnetsløb

366 En skygge fræm af kløftens dyb, af midnatsskoven for og slængte langs den trange dal sig hen, så kæmpestor. Med siden hat, i kofte svøbt, med sværdet ved sin fod, h ist ved hint mosomhængte fjæld en gammel kæmpe stod. „Hvo est dog du, som kom så sent, du nattens sære gæ st?“ — „En gammel kynding, H jortvards søn, indvier din bryllupsfest. I dunklen højfjæld gik min vej, hvor ørnens unge lå, og kun det m atte nordlysskær min tavse vandring så. Med sange kom jeg og med sagn, de bo i gubbens bryst, det slumrende, halvglæmte kvad får liv udi hans røst. Han så den nattegam le Helg’, indviet i Odins bad, mens legende med hans gule lok den fagre moder sad. Han så, så dybt i skoven ind og hørte fuglens røst og hørte hendes vingers slag, de varsled kæmpedyst.