HammerichEtLevnetsløb

367 Han så på svalen fjæld ved strand, alt under månens sal, så trende, sært tilslørte møer, de spandt til hanegal. Og tråder, skinnende som guld, rand t fra den lette rok og rulled over dal og fjæld så tæ t og rigt i flok. Og knytted over himlens hvalv sig op mod syd og nord, mens udi tak t med nattens vind de søstre sang i kor: „„Så vidt vor guldgarnskrans sig snor, ung Helges vej sig sno, med Odins sværd i heltedans, for Odins gamle tro! Og som de strålefagre lyn, der fra hin kede gå, det stråle fra hans heltefærd på fjæld og bølge blå!““ Her tystned sangen, uklart flød de sidste toner hen; ve dig, skal bølgen med sin røst genbruse dem igen! Men husk hin sang, og vogt hin ed, du heltesøn fra n o rd !

Sejrfader udi Valhals sal ej glæmmer edens o r d !