HammerichEtLevnetsløb

365 Og i ung Helges varme arm den kolde spydsod stod og risted sine runer hen udi det røde blod. Han ænsed in tet; i hans favn som krampeknuget lå Valkyrjen, så der sprudle blod, og stirred vildt derpå. Og hvilede sit hoved mat imod hans heltearm, mens tusind kys han trykked på

ung Svavas bankende barm. Da for hun op, for hastigt op som af en slummer vild og suged hans blod, mens ned det randt, så yndig, tåremild. „S tæ rkt gløder Odins runetegn og bløder i din arm ; ak, vredes ikke, herre min, og gør mig ingen h a rm !“ Da lyt! i nåleskoven dér, m idt i den stille nat, det rasled i busk, det knaged i gren, og fodtrin klunge brat. De lød så langsomt, tungt og fast, lig gammel kæmpes trin, hvis fyrighed er dampet bort, men ej hans heltesind.