HammerichEtLevnetsløb

364 T il sværdets lyn i stjærneskær klang k lart ung Helges rø st: „nu toner hin den dyre ed ud af et kæmpebryst! Så vælte bræksø vild og vred min bædste skude bo rt og hugge hendes ribbén ind på revlens stenbryn hård t! Så flokkes i min sidste stund al storms og mørkets gys, mens hungrig Odins vilde ravn udslukker Helges lys! Såfræmt jeg glæmmer mødet hist og glæmmer eden her og slipper, før m it bryst er knust,

dit, min Valkyrjes, sværd!“ Men udi Valhals fagre mø sig a tte r tændte lyn, med flammer som fra ørnens blik det funkled under bryn. „Tag nu Asodins tegn til pant! Dig kysser stålorms kind og riste r blodrødt i dit kød Valkyrjens indsegl ind. Ha, svigter eden, vogt dig, Helg’, jeg hører ravnens skrig: det flammende sværd, den rammende hævn vier den mensvornes lig !“