HammerichEtLevnetsløb

363 dog båret Dem ad med a t opdrage to sønner, der ellers er så forskellige fra Dem?“ I min pult lå en mængde mindre d i g t e og flere større: et digt om Nordens folk og natur, kaldet „syner om Norden“, episke digte, Isak og Rebekka; fræmdeles Sulioterne, anden april og H e lg e H j o r t v a r d s ø n , som alle tre udkom 2 år efter. I det sidstnævnte har jeg til Helges karak tér med bevidsthed lånt træk fra mit eget liv. Så vidt jeg kan skønne, er i Svava Valkyrjen op fattet på en ny måde, i hende gives billedet af en sjæl, hvori jordisk elskov og Valkals længsler kæmpe med hinanden. Må jeg til oplysning her aftrykke et af digtene i Helge; det blev i sin tid fræmhævet af resen- senten i „Dagen“, den sprogkyndige Levin. H e l g e s in d v ie ls e . Og kærligt i den dunkle skov til Alfers bryllupssang, mens rank som Dovres gran hun stod, Valkyrjens stemme klang. „Sært styre de ved Urdes væld, den høje Norne-rad, men hvem de søstre sammenbandt, dem skiller ingen ad. Så sværg ved Nordhavsbølgen hist, som bianken kobberbolt i Helges kampindvi’de stævn omblinker k lart og stolt; ved Odins ravneflok på val, som gynger ådselfro: sværg dyrt, at værge Svavas sværd, a t holde Svavas tro !“