HammerichEtLevnetsløb

362 men hvor er din altarflamme, hvor din kraft, du kristne Rom?

Det er begyndelsen til d ig te t, som her er nedskrevet. Dommen om m it arbejde glædede mig naturligvis, og især, fordi den kom fra min broder. Også fra den yngre slægt kom ta k og opmuntrende ord; digteren R ichardt ha r fortalt, at den første levende forestilling om Nordens enhed fik han gennem „rejse­ m inderne“. Jeg h a r været med til at ringe ånderne sammen: det tø r jeg nok glæde mig ved, og det glædede mig den gang. F ristedes jeg end til stolthed over en lykke, jeg nu endeligt syntes a t gøre, var glæden, åndens rene og sande glæde, dog altid en stæ rk modvægt. Kun fader var ikke til freds med mine skrifter, de var ham alt for „nordiske“, alt for politisk dristige. Han ængstedes, når han læste, hvad jeg ytrede om Nor­ dens enhed, om frihedens nødvendighed, eller om „de russiske matroser, disse snørelivssoldater“ : „Russen bæ rer sig ad til søs som en høne, der er ude a t svømme.“ Sligt måtte efter hans mening nødvendigt skade mig „på højere sted er“. Med mig selv kunde han ingen vej komme, det vidste han af lang erfaring, så stak han sig bag min svoger S cheuerm ann, om det måske kunde hjælpe. B landt andet ytrede han : „det var jo slet ikke umuligt, de kunde tage min søn ved vingebenet og slæbe ham til Siberien. Væk var han så, og hvad skulde der da blive af hans kone?“ Min broders politik voldte fader ligeledes ængstelser. Det gjorde os ondt, altid var han så god, næsten ydmygt bad han os, men vi kunde ikke skåne ham, vi var børn af en tid , han ikke forstod. Nogen trø st havde han alligevel, når mænd, han satte pris på, ikke des mindre ta lte godt om os. Det havde en gang Peder Bang, den senere m inister, gjort og tilføjet: „men hvordan har De