HammerichEtLevnetsløb

361 bogen havde skaffet ham. „En ny ånd er udgået over Norden. Hvad vi mange år gæmte som en længsels helligdom og forborgen perle, skinner nu i sin medfødte glans.“ Man skulde ikke ane, med hvor hélt andre øjne han siden kom til at se på Danmark. Normanden As- bjørnsen tilskrev mig med samme varme, og vi vekslede breve et p a r år igennem. Da han siden sendte mig sine „Norske Folkeæventyr“ , sine „Huldreæventyr“ og de andre skrifter, hvori han så mesterligt har skildret norsk folkeliv og norsk natu r, så jeg, hvad den mands mening var værd. Min b rod er, der før havde haft en del at udsætte på mine arbejder, skrev nu om „rejseminderne“ : „der er enhed i det hele, og den nordiske livsfilosofi, dine betragtningsrækker, er ligesom himlen, der hvælver sig over det vide nordiske landskab. Dit digt dér om Rom bevægede mig underligt, jeg blev næsten overvældet af d e t.“

Med sin eviggrønne krone bjærget står i herlighed, mens en enlig sangfugls tone fra den eviggrønne krone fløjter gennem dalen ned. Og i lange, skønne linjer mod Italiens himmel blå strække sig de dunkle pinjer hen, hvor Tiberns bølger gå. P å Kampagnens høje nede hisset verdensstaden står. End paladserne sig brede omkring ørnens gamle rede, hvor den høje tårn mur går; end hin gyldne sol, den samme, stråler 0111 St. Peders dom: