HammerichEtLevnetsløb

341 Jeg led stæ rkt derunder, og dét medfødte hastige sind overvældede mig mere end én gang; jeg havde ret, det véd jeg, men dermed er hastigheden ikke undskyldt, den gjorde heller ikke min sag hædre. „Jeg kunde skade mig på højere steder“ og „folk snakkede så meget om os“ : det og „fremmed indblanding“, „uforsonlighed“ var stående grunde, hvormed han mødte alle mine bønner. Der forefaldt ved samme tid et egent mellemspil. Hvor lidt her end kunde være plads for mægling, da sagerne stod som de stod, prøvede fader alligevel derpå og fik ved mange kunster jomfru Prehn sendt til Julie, for at indlede en udsoning. I fukl stads kom hun da op på Julies værelse, hvor jeg tilfældigvis var til stede med. Hun skulde bringe hende et stykke kage fra et af faders selskaber, det var tilsyneladende ærindet. Kagen blev også modtagen med tak, og meget høfligt bød vi hende sidde ned, og talede om vejr og vind. Men har hun nogen sinde villet sige et ord, der kunde se ud efter noget, hvad jeg stæ rkt tvivler på, så døde det i alt fald før fødselen. Hovmodig som hun var, har hun måské troet, det var nok, når hun bare viste sin person. Efter et kort ophold sagde hun farvel; hvad hun har fortalt fader om sit besøg, véd jeg ikke, næppe noget godt. En dag havde jeg tilbudt ham det yderste, „hvis han ønskede det,“ sagde jeg, „vilde jeg tage hjem igen; så kunde han selv se, om det gik.“ „Ja,“ svarede han, „det skulde være mig meget kært. Men så må du love mig at holde fred med jomfruen, ellers må du heller blive borte nu, end at folk skal begynde med sin snak om os på ny.“ „Altså,“ brød jeg voldsomt ud, „jeg skal bare over­ give mig til din højstkommanderende på nåde og unåde! Det er sandelig kommen vidt, fader, med ondskaben hjemme!“ Her tog jeg mig i det og talte i en roligere tone, bad ham om forladelse, fordi jeg havde faret op,