HammerichEtLevnetsløb

338

tiggede og bad mig nu a t følge med til Harmsen, „der var jo ellers ligesom en mur rejst op mellem os to “. Og hun havde ret. Hun forstod i den spændte stemning, hvori hun var kommen, ikke længer mig og hvad jeg vilde, og fandt min færd alt for verdslig. Og jeg til gengæld fandt det pietistiske hos hende stæ rkere end jeg havde væntet. Så kom vi hinanden i møde. Hun tilstod , hun måské så sagerne for ensidigt, og jeg gjorde den samme tilståelse, i a lt fald vilde jeg nu nøjere undersøge for­ samlingslivet hos H a rm s e n . Mit syn for det var blevet noget ændret ved den engelske re jse , hvor jeg havde været til stede ved adskillige forsam linger og hø rt læg­ folk tale til virkelig opbyggelse; jeg havde også læ rt at kænde Harmsen og holdt personligt af ham. Hans for­ samling rettede sig ikke efter lovens bud, og den rene kirke, han sigtede på, så jeg var kun et luftbillede, jeg kændte Montanister og Donatister re t godt fra kirke­ historien; den måde derimod, hvorpå han vilde fræmme kristelig og folkelig oplysning, forekom mig heldig. Alligevel kostede det mig meget a t give efter for Julies bønner, men jeg gjorde det også kun på prøve; jeg vilde da foredrage udvalgte stykker af verdenshistorien i forsamlingen og med det samme, som sagt, se mig om og prøve ånderne. P å den vis gik det et par måneder, efter foredraget fulgte sam taler. Dem var jeg ikke videre glad ved, de mange gudelige talem åder klang mig af og til som noget tilvant, og jeg har altid følt mig uhyggelig ved skinnet af gudelighed. Jeg fik mere og mere syn for sagn, at min opfattelse af et forsamlingsliv, der stiller sig i mod­ sætning til kirken, m åtte være den rette. Det åndelige hovmod kom stæ rkere fræm, „fra lægfolk,“ sagdes der, „skulde livet nu udgå“ ; selv en mand som Grundtvig fandt man svag, „han var ikke re t skabt for folket,“ hed det. Det var samme strømning, som nu viser sig