HammerichEtLevnetsløb

322

Nordens n a tu r viste sig for mig i al sin mægtighed, nu blev min hunger efter fjælde mæ ttet; fra Gaustas top så jeg ud over vidderne i mange miles afstand og de springende rener der oppe. Skovensomheden h a r jeg smagt, dette vidunderlige, næsten dæmonske i den. Med Telebonden h a r jeg delt hans havrebrød og mysevalle. Fosserne h a r ombuldret mig, mens det duftede fra g ra ­ nerne, og m åltrosten sunget for mig i stille, sommerlyse næ tter. I sådanne omgivelser læ rte jeg først at fo rstå sagnene og historien ret. Under rejsen skrev jeg et digt på min 25årige fødselsdag i Jønkøping, det kaster lys over min indre udvikling, derfor må det meddeles. „Den fejge står udenfor Guds rige,“ så vidner skriften (Joh. åb. 2, 18). Alt fra barnsben havde jeg en levende følelse for det mandige, og her ha r den fået sin forklarelse. Og fordi jeg selv havde oplevet denne overgang fra det naturlige til det kristelige, fik jeg øjet op for den tilsvarende hos Kædmon og alle de gotiske folk, for den m a n d i g e k r i s t e n d o m , de forkynde, som jeg h a r stræ b t a t skildre den i mit universitetsprogram 1873. I over 40 år havde de æmner ligget og groet stille i min sjæl. K am p s a n g . Hvad hjælper det dødens fange at græde dag og na t? Nej, udi kamp du gange for livsens dyre skat!

Lad afgrunds to rdner alle sam tordne mod dit bryst, han står, han kan ej falde, hvis hu er kæmpedyst! Stå da! Løft under striden dit øje stadigt op til ham i martyrkviden, på galgebjærgets top,