HammerichEtLevnetsløb

302 ikke vred. „Og gå nu endelig, det er blevet så sildigt!“ Jeg vilde ikke, men hun bad så indstændigt: „gør det dog for min skyld, kære, søde F red erik !“ Med et kys på hendes pande og hånd sagde jeg da farvel. To timer efter lyste stjærnerne over mælkekusken og den lille pige, han var gode venner med, der begge sad og nikkede, og mig, der syntes, jeg aldrig havde elsket Julie som nu. Moderen ønskede ved denne tid en sam tale med mig, talte igen om det, hun kaldte Julies „religjøse melankoli“, og talte meget om den; hun frygtede for, hvad den kunde lede til. „De må endelig være på Deres po st mod den,“ sagde hun, „ellers kommer De til at angre det! De véd vist bædst selv, hvorledes De skal tage det med læmpe.“ Jeg anede im idlertid den dybere sammenhæng ved den sag, og sam taler med Julie satte mig fuldstændigt ind i den. Julie havde gået igennem en stærk å n d e l i g g æ rin g , siden hun, opdragen i tidens vantro, men vakt af sin broder og pastor Simonsens prædiken, først fik syn på, hvad kristendom er. Broderen var borte, hun læste det o r d : „salig den, som overvinder“, det greb hende mægtigt og lød dog så gådefuldt. Hvad vilde det sige? Ingen havde hun at ty til, grandmama var som et velsignet barn, trode af hjærte, men lyset i troen fattedes. Da kom der en drøm. Hun syntes, hun skulde igennem en utællelig klynge mørke, stålklædte kæmper, det var den eneste vej til en dejlig have; hun vilde igennem, men de holdt på hende, så hun gyste tilbage med forfærdelse. F ra det fjærne lød det så livsaligt, Guds engle sang! „kom, kom du velsignede! Salig den, som overvinder!“ Og hun fik sit tab te mod igen. Først krøb hun fræmad mellem de stålklædte, langsomt og i en dødelig angst, så rask ere; til sidst kunde hun gå, endogså løbe, og stod nu m idt i haven. Ved enden stod hendes moder og åbnede sin favn for hende, „Gud ske lov, moder!“ råb te hun. Den drøm havde hun 3 næ tter