HammerichEtLevnetsløb

301 „Ja,“ sagde Ley, med hvem jeg læste Niåls saga, „din tørhed er borte, siden du blev forlovet. Men du kunde derfor gærne holde lidt mere samling på tankerne.“ Det var et strengt krav, når hjærtet var ude på Katrine- bjærg. Så m åtte jeg have luft ved et lille rimbrev eller et andet digt, jeg skrev og sendte derud. Julie svarede: „jeg læser dine breve og får dem aldrig aflæst, men jeg er lykkelig som barnet, når det har fået gaver til sin fødselsdag. Om dagen tænker jeg på dig, om natten drømmer jeg om dig. Ja, her er jeg som i et lille paradis, hvis sol du er!“ I andre breve lod hun mig læse mellem linjerne, hvor meget hun længtes, og straks var jeg rede og fløj ud, rigtig nok med en noget langsom flugt, mælkevognens. Det varede en stund, inden vi ret forstod hinandens måde a t være på. Især var det hende påfaldende, hvor tit jeg kunde afbryde den alvorligste samtale med et spøgefuldt ord. Hun kunde da blive stødt derover og tro, jeg havde hende til bædste. Var jeg stille og ord­ knap, trode hun, det var af kulde. Men sad der en sådan lille kurre på tråden, gjorde det forholdet bag efter des inderligere. En gang bragte jeg et slibrigt æmne på bane, jeg husker ikke, hvorledes det kom sig; jeg talte om enke­ mandens stilling og mente, et nyt giftermål var vel den bædste ende på en sådan historie. Hun trode nu, min kærlighed var kølnet, siden jeg kunde tale så, og blev meget ulykkelig. Vel blev den ulykke snart kysset bort, men legemet var så skrøbeligt. Da jeg sagde godnat, sortnede det for hendes øjne, hun kastede op og var en afmagt nær. Hente nogen, måtte jeg ikke, kun løbe efter lidt vand; hun lagde sig hen, og jeg tog salme­ bogen og læste for hende, omsider faldt hun i blund. Så vågnede hun, trykkede min hånd, så mig ind i øjnene med det matte blik, hvori blyhed og kærlighed kæmpede sammen, og bad mig ikke være bedrøvet og