HammerichEtLevnetsløb

298

Man kænder Andersens skildring af hende. Sådan var hun, en af de vidunderligste kvinder, jeg h a r kændt, fuld af spillende livsglæde og de kosteligste indfald, og dog med dyb, af og til tungsindig alvor i sin sjæl; man blev glad blot ved at se hende. Efter hendes død blev hendes kompositioner udgivne, „Frederik Palmers sange“, de er yndefulde som hun selv. Hun var Julies bædste veninde, og vi kom derfor ikke sjælden op øverst i huset, hvor Hartmanns bode. Den anden af fru Scheuermanns brødre var død og efterlod sig en stor formue, enken ejede Vodrofgård med en prægtig have, kanaler og svaner. En af fru Scheuer­ manns søstre var også død, hendes eneste barn var kammerherrinde N e e r g a a r d , en lige så åndrig som from dame. En anden søster, den mest musikalske, led alt fra sin ungdom af og til af sindssyge. Den fræmragende af søstrene var generalkonsulinde T h a l b i t z e r , i hvis hus på F rederiksberg Julie havde levet mange glade dage; hun var hende som en anden moder. F ru Thalbitzer var elskværdig selv i sin stundes- løshed, fint dannet og hjærtensgod. For fransk og engelsk lite ra tu r sværmede hun. og hendes tale kunde somme tider tage sig ud som et slags mosaik: så et lille stykke fra Baggesen eller Holberg, og så fra Byron, Shakespeare, Victor Hugo. Til omgangsvennerne hørte overpræsident Moltke, Bardenfleths og etatsråd Brønsted. Hendes opdragelse havde haft et fransk tilsnit, og i ungdommen blev hun hélt tagen af revolutionen, dens tanker og dens helte. I faderens gæstfri hus blev der gjort stads for de udsendte fra den franske republik, da de i offenligt hverv kom til København. Der var bal for dem, hvor hun tråd te op i republikens farver og tiljubledes og omsværmedes af Franskmænd; den ene blev til sidst dødeligt forelsket i hende. Man ymtede endog om, at han vilde bortføre hende, og der skal være holdt vagt