HammerichEtLevnetsløb

299 ved huset. Også Baggesen var indtaget af hende. Alt dette og hele sit rige liv har hun skildret i memoirer, som hendes børnebørn gæmme. Et par år efter vor for­ lovelse tog hun til sin søn på Katrinebjærg, den eneste af flere børn, som ikke døde ung. Dér endte hun sine dage. I disse omgivelser, glade og rige, voksede J u l i e nu op. Tillige med Emma Hartmann var hun opdraget på engelsk til en fin dames væsen i en af Københavns bædste skoler, hos miss Mitchell; derfra stammer hendes kærlighed til alt engelsk. Konfirmeret blev hun af Kochen ved Petri kirke. Endnu længe efter den tid havde hun timer i sprog, tegning og især i m u s ik , der blev in te t sparet. Hun spillede med sjældent udtryk og var mester i at udsætte en melodi. En sommeraften sad hun ene for åbne vinduer og spillede ouverturen til „Ludlams Hule“ udenad, til sin egen fornøjelse; på én gang hørtes herrestemmer på gaden, der blev klappet, og det varWeyse, som klappede, han havde været oppe hos agent Zinn. Naturligvis kom en mængde musikalske mennesker i huset, hvoriblandt adskillige Tyskere, fru Scheuermann holdt meget af at få sig en mundfuld tysk, gammel vane fra „papas“ dage. Om det så bare var en skomager, der skulde tage mål, og han brækkede på dansken, straks indlod hun sig med ham på sin tysk. Det var ikke noget for mig.

Den første gave, fader gav Julie, var en ægte kærlighedsgave, moders østindiske sjal. Han havde gæmt det som en helligdom og bestemt det for sin tilkommende svigerdatter, men jomfru Prehn sagde til hende: „ja det vilde nu Frederik egenlig, jeg skulde have haft. Deri