HammerichEtLevnetsløb

296 gellertsk salme eller bibelsprog, hun kunde dem udenad i mængde, Davids 51de salme var hendes yndlingssalme. Ofte formanede hun de unge; og snart det ene, snart det andet bibelsprog kom fræm også om dagen ligesom af sig selv: „kænder du det, min pige?“ Når så fru Scheuermann kaldte dem til en husgærning og sagde: „mama er også alt for gudfrygtig,“ svarede bun: „det kan man aldrig være nok, Charlotte! E ins ist noth, ach H err dies eine lehre uns bedenken rech t!“ Siden kunde hun ytre til børnene ligesom undskyldende: „ja, din moder hun h a r jo så meget a t passe i hu set.“ Alle elskede og ærede de grandmama, skønt hun dannede en modsætning til de fleste and re; nogen åndelig indflydelse på dem undtagen på Julie og hendes broder havde hun dog ikke. Der gik kun et vidnesbyrd ud fra hende, som vakte ærefrygt, et vidnesbyrd om „den stille ånds uforkrænkelige væsen“. Hun døde et par måneder efter vor forlovelse i Julies arme, altid havde hun holdt så meget af hende. F ru Scheuermanns mand var ligeledes indvandret fra Tyskland, hvor hans fader havde været overførster, broderen var finansråd i Meklenborg-Strelits. S c h e u e r ­ m a n n var en begavet na tu r og havde hø rt til de rige grosserere, men Engelskmændene opbragte 1807 alt inden krigen et af hans største sk ibe; noget efter døde han en b ra t død. Boet stod i flere år hen uopgjort, så kom rigsbankforordningen og ødelagde, hvad der var tilbage. I denne tid havde fru S c h e u e rm a n n , rig t opdragen, gennemgået de hårdeste prøvelser; på en eneste n a t var hendes hår blevet gråt. Så længe grandmama endnu levede i hendes hus, havde hun im idlertid alt i overflod, og børnene fik en fin opdragelse, siden m åtte hun hjælpe sig med det mindre. Der var kommet noget koldt, noget strengt i hendes væsen, lidenskabelig var hun af natur,