HammerichEtLevnetsløb

291 tanken om hende ren t tilbage; forgæves, den var mig for stærk. Jeg trængte til meddelelse og fortalte dem derfor hjemme, hvorledes det hang sammen, så rådede de at sende hende et brev, og jeg sendte det. Hun modtog brevet, lukkede det op, tittede i det og så mit navn; men det varede timer, inden hun fik lejlighed til a t læse det ordenligt igennem, og den hele dag, inden hun kunde svare. Pinselørdag fik jeg endelig hendes ja , „hun havde rådført sig med sin Gud og frelser,“ skrev hun, „og i hans navn vilde hun blive min: ham var det, der havde givet mig hende.“ Første pinsedag, 26de maj, mødtes vi i kirken, ved udgangen, og rakte hinanden hånden, længe gik vi tavse sammen. Omsider spurgte hun mig, hvad jeg syntes om Grundtvigs prædiken: „og en Herrens tjæner, som han, vil jo også De blive! Ikke sand t?“ Svar herpå kunde jeg ikke give, jeg trykkede hendes hånd. Hun var bly og stille, og da vi kom ned i Nyhavn, standsede hun ængstelig: „var det så ikke bædst, vi sagde hinanden farvel?“ „Nej, nej, hvad tænker De dog på? Jeg går hjem med til Kvæsthusgade!“ „Til Kvæsthusgade, til moder? Det er umuligt nu, jeg må først samle mig en smule!“ Jeg bad og blev ved at bede. „Ikke nu,“ sagde hun, „skån mig, hvis De ha r mig kær, bare ikke nu! Jeg véd ikke, hvor jeg skulde gøre af mig, jeg kunde synke i jo rden; vænt til i morgen!“ Hun så så bønligt på mig, at jeg ikke kunde stå helt imod. „I morgen, kære Ju lie ,“ sagde jeg, „det vilde vare for længe! Men vær nu en sød, god pige, og lad os ses igen om en times tid! Så hiiver det jo derved, det går nok!“ Hendes tavshed tog jeg for samtykke og fulgte hende hjem og op ad trappen. Yi hørte stemmer inde i stuen, jeg omfavnede hende og trykkede det første kys på hendes mund: „Julie, min Julie, hvilken sød klang ligger der ikke i dit navn!“ Derpå fjærnede jeg mig i hast, 19*