HammerichEtLevnetsløb

287 sidst, tro r jeg, for det hele!“ Jeg trode det med, og jeg har erfaret det i mit liv.

Ikke sjælden var min brodér og jeg indbudte til aften hos fru S c h e u e rm a n n , dér var de altid yderst forekommende mod sine gæster, navnligt mod mig, og overøste dem med artigheder. Det var desuden noget mere end almindeligt, vi blev budne på, ypperlige stryge­ kvartetter og musikalsk gengivelse af hele o p e r a e r . Partierne var uddelte, prøver afholdte, og der fandtes blandt de syngende dem, som ikke blot sang udmærket, men selv med dramatisk virkning; sangen ledsagedes på pianoet af frøken Julie. I det store var det, hvad moders musikalske selskaber havde været i det små. Her lærte jeg „Don J u a n “ og „Ludlams Hule“ så godt som udenad. Mellem tilhørerne var blandt andre præsterne ved Frederiks tyske kirke, navnligt pastor Simonsen, hvem jeg kændte fra Lindberg, en from, trohjærtet, naturlig Slesviger, men svag. Den gang følte han varmt for Danmark, da oprøret imidlertid brød løs, lod han sig alligevel drage med. Undertiden forelæste jeg noget hos Scheuermanns, mest af Oehlenschlågers digte, var dog ikke altid hensynsfuld nok i mit valg. Det kunde pine mig lidt bag efter, men jeg trøstede mig: „å det gør vel ikke så sto rt!“ Jo mere jeg lærte at kænde frøken J u l i e , des hellere talte jeg med hende, af og til fik hun bøger til låns af mig. En stille tilbøjelighed spirede i min sjæl, og der var andre end mig, hvem det havde gået ligedan, hun havde haft adskillige friere; indtagende var hun, hvor prunkløst hun end gik klædt. Dog tvang jeg mig. Gøre kur holdt jeg mig for god til, og at vække følelser og lege med dem, gjorde jeg mig samvittighed af; de