HammerichEtLevnetsløb

2 8 5

derved vorde, hvad han skal vorde. Hos Goterne var der en oprindelig selvfølelse, personlighedsfølelse; den tråd te fræm i æresidéen og gjorde dem skikkede til at modtage den kristelige kærlighedsidé.“ „Min ydre skæbne, studiet af Ansgars levnet og på­ virkning fra Grundtvig har bragt mig til at sætte kamp­ livet, en ædel, fri, viljeskraftig menneskenatur som det højeste her nede.“ „Også i mit eget liv kan jeg i dets hedningedage, når jeg var fremmed for Gud, spore den nordiske grund­ anskuelse: Tor var min gud, kampen min lyst, og det priste eftermæle i Valhal min himmel.“ „Giv mig en ny idé, og jeg bliver rask igen, råbte Herder på sin dødsseng. Jeg har følt sandheden heri. Ti også jeg kan formeligt sulte og tørste efter en idé og være halvvejs ulykkelig, fordi den ikke vil komme og fylde sjælen. Jeg véd ikke noget velvære eller udvortes gode, som kan træde mig i dens sted.“ Af disse dagbogsbrudstykker vil man skønne mit åndelige stade den gang. Jeg tragtede i mine lyseste øjeblikke efter det evige liv, efter at leve i det og se alt i dets lys, jeg havde fået øje for idealet, for person­ lighed, for livets dybe alvor: så vidt havde Gud ledet mig. Trods dette satte jeg im idlertid endnu talentet, den særlige livsopgave, meget for højt. Jeg vidste, vi fræmfor alt skal hengive os til Gud og lade ham gøre os til sande mennesker. Og alligevel glæmte jeg det under min stærke gæring og vilde i grunden selv gøre mig til noget i verden, digter eller historiker. Endnu stod kamplivet, æren på jorden, mit nordiske fædreneland for mig i al idéens selvstændige glans; i tanken kændte jeg deres rette forhold til Guds rige, men i livet glæmte jeg det alt for ofte, min kær­ lighed til dem havde for lidt af åndens præg. Om viljes­ styrke kunde jeg tale i høje ord, og dog brast det i prøvens tid, alt var og blev kun stemning.