HammerichEtLevnetsløb

274

den kristelige karak tér, tanken om noget immanent fysisk i Gud, frihedens væsen, historien og dens m ål, blev drøftede, jævnligt drøftede i vore sam taler. Og i den form blev moralen, jeg tidligere havde hadet, mig kæ r. P å hans ord skaffede jeg mig også nogen kundskab til sådanne fræmragende værker som Schleiermachers, Mar- heinekes og Twestens. I min dagbog har jeg hjemmel derfor. Vore veje begyndte im idlertid a t skilles ad; hver udviklede sin synsmåde, sine fræm tidsplaner, og uenighed var der nok af, egenlig strid aldrig. En let ironisk ytring kunde falde, videre gik Martensen ikke. Jeg følte mig stæ rk t dragen til Norden og tra k mig tilbage fra tysk påvirkning: han derimod droges til Syden, til tysk filosofi, hvortil mine ævner ikke rækkede. Han fjærnede sig fra Grundtvig og måtte gøre det i følge sin egenhed; det, han fra den side havde modtaget og h a r gæmt på, er et stæ rkt indtryk af troen som livsmagt og af den apostoliske trosbekændelse, sam t en vis sans for det folkelige. Han viste sig nu i Mynsters og Clausens kredse, fræmfor alt var dog Schleiermacher hans mand; det så man året efter, da han med et tysk digt fejrede Tysk­ lands navnkundigste teolog, der kom til København og prædikede i Petri kirke. Også Hegel tråd te inden for hans synskreds. Heiberg udgav 1833 sit program om filosofien, sandheden som både indhold og form, der skulde afløse den døende tro ; og Grundtvig ud talte sig så på prædikestolen om „spøgefuglens“ nyeste indfald. Martensen gik vist nok langt fra ikke med Heiberg, men Hegel var ham en tænker af første rang, og hvad en sådan mand sagde, selv om det var skæft, burde der ikke spottes med. I oktober 1832 tog Martensen og Hass teologisk eksamen. Hass, der den gang hørte med til vor om­ gang, havde i sit petitum y tret sig om professorernes