HammerichEtLevnetsløb

272

jeg kunde det, fordi jeg vilde det. E fterhånden fik han da munden på glid, og kom han re t i ånde, var det en lyst a t høre på. Jeg drejede sam talen den gang gærne hen på historiske og digterske genstande, der særligt lå mig på sinde, og takker ham for mangt et lys, mangen trøst, mangen sindrig, spøgende, karak teristisk ytring. Sad man derimod tavs hos ham, kunde han til gengæld sidde lige så tavs. Han mødte ikke som Harms straks på pletten med et ånd rigt indfald, var i det hele bange for at skrue sig op og give andet og mere, end der for tiden rø rte sig i ham. Aldrig sagde han folk behageligheder, langt snarere stødte han en og anden for hovedet. Ved et teselskab hos Kristjan den 8de skulde H. C. Andersen en gang forelæse noget, Grundtvig gik sin v e j; det kunde Andersen ikke glæmme ham og kaldte ham „en uartig gammel m and“. En dag så jeg kommandør C. Wulf komme op til ham, Grundtvig modtog ham ved døren, med piben i munden, hvorved Wulf blev endnu mere forlegen, end hans ærende i og for sig gjorde ham. Han skulde und ­ skylde en fejltagelse, indløben ved udgaven af hans faders skrifter; Grundtvigs digt om Karen Bjørn var næmlig optaget i den, fordi han fandt det afskrevet med sin faders hånd og derfor mente faderen havde digtet det. Grundtvig hørte på undskyldningen, sagde nu og da: „ja så, så “ og ikke mere, bød Wulf ikke en gang længere ind i stuen. Der fulgte et langt ophold, Wulf så ned for sig, og jeg blev formeligt pinligt til mode, omsider bukkede han og fjærnede sig. Og som det gik Wulf, ha r det gået flere end ham. Man kan derfor ikke undre sig over, a t især lægfolk kunde være lidt bange, når de skulde op til en mand, for hvem de nærede så dyb en ærefrygt. Det var Grundtvigs kærlighed til K ristus og Norden og hans mandige kamp, der knyttede mig til ham. På ikke få punkter kunde jeg im idlertid ikke være enig med