HammerichEtLevnetsløb

271

mecl spænding; det, der gærede inde i mig, holdt mig im idlertid noget tilbage, i forsamlingerne kom jeg ikke. Endelig tog Sællands biskop, P. E. Müller, sig om foråret 1832 af sagen, han var en ven af Grundtvigs historiske granskninger og en mild natur, og hans mægling lykkedes. Grundtvig elskede folket og elskede kongen og så grant, hvilke farer en kirkelig søndring kunde afstedkomme. Han gik derfor ind på mæglings­ tilbudet, fik re t til a t p r æ d i k e t i l a f t e n s a n g i Frederiks- kirken, og rø re t sagtnede; endnu holdt politiet dog øje med det. I kirken der ude så jeg jævnligt min gamle skolekammerat, politifuldmægtig Lerbek, og jeg har en anelse om, han ikke kom for ordets skyld alene. Det var under disse omstændigheder, jeg første gang var hos Grundtvig. Adskillige af min omgangskreds havde alt adgang til hans hus, Ley og Laurent underviste hans børn, der, som man véd, fik en meget fri opdragelse. Alligevel har mange vist en falsk forestilling om den. Han krævede noget, børnene efter eget valg, men med al alvor skulde lægge sig efter; det blev, da de voksede til, engelsk og græsk, så vidt jeg nu husker, og han rævsede strengt, hvis de ikke lærte det, de skulde lære. Svend Grundtvig gjorde til ære for sin lærer sine første vers, hvori „Danevang“ rimede med „herr Laurent“ ; senere kastede han sig, i forening med den anden lærer, Ley, over kæmpeviserne. Det krøgede tidligt med hans livsopgave. I disse år — det var nok 1834 — åbnede også kandidat Jen sen den første skole for børn i grundt­ vigsk stil; der kom kun få, men Jensen var vist heller ikke sønderlig egnet til den gærning. Grundtvig modtog mig med megen venlighed, vi talte, husker jeg, om nygræsk og Grækenlands verdens­ historiske betydning, og pibe bød han mig, noget han let kunde glæmme. Han var ellers ikke altid at komme i tale, man m åtte helst så at sige trække ham op; og