HammerichEtLevnetsløb

267

dog,“ sagde jeg til mig selv, „nu i to samfulde år hen- sløset dit liv med en utrolig sorgløshed! Alt for meget har du ly ttet til Bornernanns spot over „kildehestene“ og mer end du burde tilsidesat det strenge h i s t o r i s k e s tu d iu m ! Tag nu endelig en gang fat for alvor og tal mere om det, vedkænd dig det for alle! Syslen med en genstand, der kræver megen flid og møje, vil give din ånd fasthed og hæve dig i andres øjne; derfor skal digt­ ningen slet ikke opgives, det gøres ikke behov, tvært imod vil den så først indtage sin rette plads.“ Endnu samme nat udkastedes en ny plan for studiet. Ved siden af det almindelige overblik vilde jeg, efter Schellings råd, „studere historien episk“, idet jeg gik ud fra Ansgars og K ristjern den 2dens tid og lod mine kundskaber samle sig om disse hovedpunkter. Jeg vilde desuden høre forelæsninger for viderekomne hos Werlauff og Engelstoft, derved blive kændt som historiker, få breve med på min udenlandsrejse og bryde mig en bane. H idtil havde jeg holdt mig tilbage og ikke haft sønderlig omgang med de yngre, der studerede historie, undtagen „den ebræiske Miiller“ ; de gik mig for meget ad den slagne landevej. Hvad jeg således havde udtænkt, blev nu sat i værk. Engelstofts forelæsning over „historisk propædevtik“, måtte, hvis jeg -mindes ret, udsættes af brist på til­ hørere, og det samme havde nær blevet tilfældet med W e r l a u f f s . Men jeg henvendte mig til Lindberg og bad ham være med, det lovede han; senere mældte Ploug og Rimestad sig, og for os 4 holdt Werlauff nu i sin stue et foredrag over „nordiske oldsager“, oplyst ved fræmvisning af en mængde billeder. Efterhånden slog det af sig selv over til samtale. Vi spurgte, og han svarede med den forekommenhed og jævne elsk­ værdighed, der var ham egen. En særlig hensynsfuldhed viste han, som det forekom mig, mod Lindberg; „herr L indberg“ hed det først og sidst. Jeg smilede og tænkte