HammerichEtLevnetsløb

266

Længe drejede kampen sig om udkastets f ø r s t e §, reg­ lerne for stænderinddelingen og de deputeredes ta l; oppositionen krævede en drøftelse af den, som regeringens forsvarere ikke vilde indrømme, oppositionen holdt im id­ lertid ved. Da skød Stemann stolen fra sig. „En drøftelse af paragrafen,“ sagde han, „var imod hans majestæ ts udtrykkelige befaling, som vel ingen vilde modsætte sig. Skulde det ikke des mindre ske, så han sig nødt til a t opløse forsam lingen.“ Den liberale side fægtede end videre for o f f e n li g e møder, medens Stemann underhånden søgte a t mod­ arbejde den ved skræmmebilleder, der ikke kaste noget glimrende lys over forsamlingens politiske modenhed. „Hvis nu ,“ sagde han b land t andet, „en snedkermester blev deputeret, og man havde en sag om snedkersvende for og disse var til stede mellem tilhørerne, kunde samme m ester jo såre let blive forbløffet.“ Ved forhandlingerne i selve salen henviste konferens­ råd Schlegel til det tyske forbund, og Stemann gav en fortrolig meddelelse om den prøjsiske note, som udtalte sig afgjort mod offenlighed. „Du kunde gæ rne,“ sagde fader, „skrive mig noget op om den sag, som jeg kunde tage hensyn til.“ Jeg havde da gjort udkast til et for­ svar for offenligheden, og i sine ytringer i salen fulgte han væsenligt det. Som man véd, satte de liberale ikke sin mening igennem, hvad for mig var en stor skuffelse. Historie og digtning slyngede sig i hinanden, støttede også hinanden, men kæmpede alligevel om herredømmet i min sjæl, som jeg har skildret det. I slutningen af oktober 1832 havde jeg a tte r en af disse ikke sjældne, søvnløse næ tter, hvor kampen var stående; jeg hørte vægteren synge sit vers kl. 12, kl. 1, kl. 2. Da fik en sammenhængende tankerække magten over mig. „Du har