HammerichEtLevnetsløb

261

tanken hen på cle mangehånde forskellige a rter mod, fræmfor alt modet til at tage sig et a n s v a r på. Man kænder ordsproget: „det går jo glædeligt, sagde Torden­ skjold, da han havde kun én mand, og han græd.“ Det ordsprog har sin gyldighed for enhver livskamp: stå fast med sandheden, om du så end skal stå alene! Jeg søgte nu a t indprente mig det, det gjaldt jo netop for mig om ansvar og valg. Forholdet til min b r o d e r var godt, som man vel alt har mærket af fortællingen. Vi to opdagede endelig, at vi, netop fordi vi havde lignende naturer, trængte til hinanden og burde hjælpe hinanden; endnu kunde der dog være nogen skinsyge imellem os og det fra begge sider. Til visse tider talte vi meget sammen, var glade ved hinanden og udskiftede vore tanker; men der kom også øjeblikke, hvor vi var mindre meddelsomme. Kort efter min attestats blev Martin på fælleden i geledet såret i hånden ved et fejlskud af hans bagmand og måtte bringes på hospitalet. Her tegnede han por­ træ ter af en og anden, han lå på stue med, eller studerede hospitalssprogets kadaverlyrik; at dø hed „gå i skarnkisten“. Den meste tid brugtes dog til studium af Baggesens og Oehlenschlågers fejde, et studium, der faldt sammen med Hertz’ hemmelige forberedelser til „Gjengangerbrevene“ ; det viser den æstetiske retning hos ham. E t kønt digt, han skrev, „Pyramus og Tbisbe“ blev uden navn optaget i Heibergs „flyvende P o st“ og gjorde lykke. På samme tid lagde han også planer til et drama „T istran og Ind iana“ over det æmne, der var os kæ rt fra barns ben. Imidlertid var hans drift til digtning ikke så stærk som min og underordnedes lettere og uden mange kampe under den videnskabelige drift. Han havde nu kastet sig over filologiske og myto­ logiske stud ier, som jeg over historiske, og tænkte allerede på at lære Sanskrit og rejse til Indien; dog vilde han først tage teologisk eksamen. Således havde