HammerichEtLevnetsløb

2 5 9

at slå ham piben itu, mine h e rre r!“ De gjorde så, manden kaldte imidlertid blot på kældersvenden: „en ny kridtpibe!“ Den fik han og blev ved at læse. Omsider var offisererne kede ad de drengestreger og satte sig til at spille skak. Manden havde nu endelig læst sin avis færdig, kradsede piben ud og nærmede sig langsomt de spillende. „Herr major,“ sagde ban i den roligste tone, „De véd nok, De bar fornærmet mig og skylder mig som mand af ære oprejsning! I morgen tidlig kl. 7 vænter jeg Dem derfor på et par pistoler, mødepladsen er ved indgangen til skoven.“ Den sag var i sin orden, og majoren måtte love at møde. Mandens mærkværdige koldblodighed havde im idlertid gjort sin virkning på ham, så ban fik kun en dårlig nattesøvn. Næste morgen mødte ban til den vedtagne tid, og hvor underlig blev ban ikke? Dér på pladsen holdt lians modstander til hest i hollandsk stabsuniform, med sin tjæner bag ved. „God morgen, herr m ajor!“ bilsede Hollænderen, „jeg håber, De bar sovet godt; men due nu Deres pistoler også noget? Her bar jeg et par, som er udmærkede, vil De bare se!“ Og ban kastede noget, man kunde skyde efter, højt op i luften, skød og traf; på den måde afskød ban alle pistolerne og tra f hver gang. Derpå blev de ladte på ny, og tvekampen skulde begynde. Hollænderen tilbød majoren første skud, dog gjorde sekundanterne straks indsigelse mod et sådant brud på gammel vedtægt, da første skud tilkom den fornærmede part. „Men jeg tillader det nu, mine herrer,“ sagde Hollænderen, „højstærede må virkelig skyde først, eller De kommer slet ikke til a t skyde!“ Majoren, der nu var angst for alvor, modtog dette i grunden vanærende tilbud og tog sigte. „Lavere,“ råbte Hollænderen, „lavere, ellers går kuglen mig lukt over bovedet!“ Det skete, majoren skød og skød fejl. Hollænderen tilbød barn derpå et nyt skud, som ban modtog og a tter fejlede. 17*