HammerichEtLevnetsløb

258 Fordybet i min tankeverden, kunde jeg opsætte og opsætte, hvad der dog nødvendigvis m åtte gøres; „om det sker i dag eller i morgen, siger vel ikke s to rt,“ tænkte jeg. Og n år jeg nu til sidst tog mig selv med en trum f: „men nu skal du,“ kunde tankerne formeligt løbe mig su r; somme tid er kunde jeg ikke en gang samle mig og tælle på fingrene som Sibbern: „først skal du derhen, og så skal du derhen, jo du ha r grumme meget at gø re!“ Til andre tider kunde jeg blive kry, når jeg havde tvunget mig til handling. A tter altså en ufrivillig forestilling, jeg gav mig selv i den højere komik. Im idlertid lå grunden i viljens alt for stærke retning mod studiet, og ikke i nogen sløvhed ved den; heller ikke gik det hver dag så galt, til la tte r for andre er jeg i alt fald ikke bleven. Og det hjalp straks, så såre jeg tog ordenlig fat i det praktiske liv, jeg havde alt før ved ikke så få lejligheder mærket, det nok vilde skride for mig. Jeg ha r om talt mit h a s t i g e s in d , og hvor skæft jeg kunde se på det som et udtryk for mandig djærvhed. Til gavn for selvopdragelsen blev det derfor, da jeg et sted, jeg husker nu ikke hvor, stødte på en fortælling, der viste mig sagen fra en helt anden side. Jeg skal meddele den. I et tysk værtshus sad en dag en lille, jævn mand, som det lod til af borgerstanden, med sin kridtpibe i munden og læste i en avis. Læsningen tog tid, en halv time gik, og et par unge, kåde tyske offiserer fik det indfald at se, om de ikke kunde forstyrre manden. De snakkede højt, gjorde støj, pustede på ham ; og da det ikke hjalp, blev de mere nærgående, satte sig klods op ved ham, ja stødte endog til ham. Men in tet forstyrrede den urokkelige læser. „Det er dog un derlig t,“ sagde en major, der også var i kåd t lune. „Skulde man da ikke på nogen måde kunne bringe en sådan flegmatiker i harnisk? De skulde en gang for løjers skyld prøve på