HammerichEtLevnetsløb

236

det for mig. At a lt de ældste gotisk-kristelige skjalde stilede derefter, vidste jeg ikke. De fleste af digtene tør jeg nok kalde hjæ rteudgydelser, jeg kunde ikke andet end skrive dem, hvis jeg vilde have fred. Inden jeg tog fat på æmnet, havde jeg gennem tænkt det nøje, også den historiske side af det skulde komme til sin ret. Selv i drømme kunde det forfølge mig og forme sig; indholdet af en sådan drøm t novelle findes mellem mine optegnelser. Med udarbejdelsen gjorde jeg mig al den flid, der stod i min magt, og sparede navnligt ikke på filen; fødselsveerne var ofte ikke få. Af større ting skrev jeg i disse år to dram er, Jeftas d a tte r og Ansgar, lige så en romangsekreds, Sigurd Jorsalafar. In te t af dem h a r været trykt, det var kun øvelser; jeg havde selvdømme nok til at se det og se det i samme øjeblik, jeg lagde sidste hånd på arbejdet. Med skildringerne af det ydre, det synlige, var jeg nogen­ lunde til freds, sjælelivet derimod, som jeg ellers havde sans for, fandt jeg alt for tilbagetrængt og tegningen af det tit farveløs. Undertiden forekom det, jeg havde skrevet, mig endog inderlig flovt. E t eksempel vil oplyse m it selvdømme: om „ J e f t a s d a t t e r “, et drama i græsk stil med korsange, heder det i min dagbog for september 1831 som følger: „Midt i måneden blev det færdigt og har vist mit kald til poesien, men tillige min nærværende udygtighed til den dramatiske. Det episke, især idylliske hersker i dets bædre p a rtie r; for resten er der svulst nok i hele an­ lægget og også i flere enkeltheder. Det skal lære mig, først grundigt at udkaste en plan, lægge vind på den psykologiske sandhed, og ikke så nøje overveje hvert enkelt ord, men des mere helheden. Jeg var egenlig kun begejstret af fabelen og Jeftas datters, Mirjams, k a rak té r; derfor blev det øvrige dårligt. Man må ikke udvikle mere af sin begejstring, end der nødvendigvis ligger i den.“