HammerichEtLevnetsløb

237 Denne dom, afsagt på stedet, tro r jeg er en, efter omstændighederne re t snnd dom, kun vilde jeg nu i steden for „svulst“ sætte „yppighed“. Oehlenschlåger havde genoptaget den græske form af dramaet, i de spor tråd te nu jeg, og temmelig hjemme i mit gamle testa­ mente, brugte jeg dets rige billedsprog; også en påvirk­ ning af Sakuntala er jeg mig bevidst. Mirjam, Jeftas datter, fræmstilles som en frisk, troskyldig, elskværdig ung pige, en karaktér, der ofte har foresvævet mig. Nu véd jeg, den dannede sig væsenligt af indtryk, jeg gæmte på fra Riborg Voigt, men den gang vidste jeg det ikke. Faderen Jefta er en helt, hovmodig, vild og indesluttet i sig selv; adskillige træk her kunde jeg hente fra min egen natur. Jeg vil til prøve meddele et par brudstykker, hvori Mirjam optræder. (Ved hyrdehytterne og elven; Mirjam og koret af israeli­ tiske piger vænte på Jefta og hans hær.) M irj am. Den lille fugl der oppe har det godt, hun kan dog se sig mæt på hæ ren; men vi stakler her forgå af lu tte r længsel næsten. Ak, man tør ej gå en gang i møde; det var dog lidt trøst! E r I til sinds som jeg, så lad os stræbe rent at glæmme dem! Kom, lad os i det bløde græs os lejre, kom dog! Men hvad skal vi lege først? K o r e t . Det dufter mig bedøvende fra busken d é r ! M irj am. F ra Dudaims u rt? En liflig duft for Grileads mø, forfriskende, som elskovs åndepust, min kind! K o r. Mig plager tørsten, hvor det dog er lummert her!