HammerichEtLevnetsløb

232

jeg i verden og verden i mig, omfavnet, omfavnende, et elskovssaligt, himmelsk favntag! Send min evigt stigende tø rst den evigt læskende kilde!

Mine pap irer vrimle med planer uden orden og sammenhæng, udkast, stemninger, s t u d i e r af sjælelivet. Dels gjorde jeg studier af mig selv, dels af mine næ r­ meste, i min familje, i sådanne øjeblikke, da alle skranker falde og det rent menneskelige træder fræm, i ulykkens timer, når en fader, en brodér rives fra os; dels gjorde jeg også studier hos fremmede. Jeg kunde da iagttage sorgen i dens mangehånde afskygninger: hos min troskyldige tan te Salling næsten som et barns sorg; hos Boesens den stille, indeklemte, nagende sorg, men en sorg ikke uden håb ; hos en af Kaufmanns døtre, hvis mand døde, verdenssorgen, for­ tvivlelsen nær, hvor sukkene halvvejs lød som klager mod Gud. Onkel Salling døde, stæ rk t pietistisk bevæget, og lod på sit yderste børnene skrive ham deres tros- bekændelse, som han vilde have med i graven. Faders gamle tan te, der sit sidste år havde fået små nye tænder, som børn få dem, sov hen, fordi der ikke var olje mere i lampen; endnu på sit yderste var hun den gamle, lune jomfru. Når jeg færdedes mellem folk, på rejser og spasere* turej havde jeg øjnene med mig. I kongens have, Køben­ havns store ammestue, studerede jeg børn og tjæneste- piger, ved Gammelstrand fiskerkoner; i Nyboder, hvor balsam ine og geranium stod i hvert vindue, eller på skibspladserne eller ombord studerede jeg matroserne, der blev m it yndlingsstudium, på Frederiksberg og assi­ stenskirkegård småborgerne, når de spiste aftensmad i