HammerichEtLevnetsløb

230 vække mig til syner om din herlighed!

S i b b e r n blev mig nu, som jeg alt b a r om talt det, en vigtig mand. Disse friske, tankedybe forelæsninger over metafysik, æstetik, patologi, kristelig filosofi kunde jeg fuldt følge med, skønt mine ævner ikke lå for spekulationen; også Zeutben, Laub, Bornemann, Birkedal, Martensen, min broder var bland t tilhørerne. T it bares det mig fore, som tankerne fødtes i barn på stedet, mens han dér stod for os og drejede på en lille lap papir, fordybet i sin indre verden. Han ta lte med os ligesom i al åndelig fortrolighed. Navnligt glædede hans p a t o l o g i mig — jeg tror, den tog to halvår — ; hvor mangt lys kastede han ikke ind i sjæledybet over det, der rø rte sig inde! Ikke sjælden blev det en skildring af hvad jeg selv havde oplevet, og et drag til Kristus gik gennem det hele. Povl Møllers forelæsninger over den nyere filosofis historie hørte jeg også. Mine d i g t e r s k e arbejder gæmte jeg længe for andre som min hemmelighed; det m åtte først stå mig klart, om der lå nogen virkelig ævne bag disse, tit så vilde ungdomsdrømmerier, jeg har fo rtalt om. Den skare poeter, hin literæ re tid fræmbragte, ba r jeg ingen agtelse for, en sådan vilde jeg med min æresyge nødig være. Ja, jeg tilstå r det, jeg følte formeligt et slags tilfreds­ stillelse, når en digter blev h å rd t medtagen af k ritiken ; kunde jeg ikke blive Aleksander, vilde jeg være Diogenes. Hvor meget jeg end kæmpede mod faders betragtning af digtekunsten, har den alligevel måske dog sm ittet af på mig: i alt fald havde en tid, der gik op i æstetik, ikke for mig nok af sædelig alvor, og jeg følte, min springske indbildningskraft m åtte tøjles.