HammerichEtLevnetsløb

229 og parred sig vrinskende på hans isgrav, gæmte du det årtusinder. Da længtes du at skue det end én gang du kaldte de oplivende, hellige stråler hid under nordpolshimlen. Isgraven smelted i vellysttårer, og undrende skued almoderen jorden det fjældstore lig. — Men hjørne brummed, fræmad styrtende vejred de ligets tusindårige, friske kødduft, søndergnaved dets knokler. Og den enligt flakkende nordpolens jæger, den vilde Tunguser, kæmped med bjørnen om det lækre bytte. — Da ynkedes du og vinked din søn fra det fjærne Vest, viste ham benraden, mankelokkernes rødlige duske, ærværdige lævninger. — Hellige natur, mig du vinked, viste mig glimtet af din urtid! Lad den gennemgløde mig,