HammerichEtLevnetsløb

228 I den livsfattige verden, under polens solkugle, åbner du det for mig, din ringeste fostersøn! — Dér hviler den på ismarken, din ungdoms førstefødte, kæm pesto r! Ha, da den tum led sig mellem tu sind brødre, i palmelunde,

på badepladsen, ved Sibirs floder! I din elskovshede ungdom, da en glødende himmel favned jorden, og hun udånded sin kærlighed i en plantefylde, som blussed og blomstred og svangred luften ved polhavets bredder; mens markens dyr i kæmpestorhed trængte sig igennem de duftrige, dæmrende Nordens skove Den tid er omme og din livsavlende fyrighed med den; du bo rtsukked den i en tårestrøm , da syndflodsvandene bruste, og kulden kvæler nu her din blomsterfylde. —

Men et minde du gæmte om din ungdoms elskov. I nordpolens isfjæld, hvor hvalrosser slæbte sig døsigt hen over den urgamle broder